Sidste sejlads afgjorde medaljekampen da et kraftigt vindspring sendte forhånds favoritten  Claus Høj Jensen øverst på podiet

Dramatikken var til at få øje på, da der i weekenden blev sejlet om de danske og nordiske mesterskaber for H-både i Struer. Det blev nemlig et kraftig vindspring på Limfjorden, der i søndagens allersidste sejlads, sendte guldet i hænderne på den mangedobbelte mester, Claus Høj Jensen, fra Herslev Strand Sejlklub.

Før sidste sejlads var det ellers Aarhus-sejleren, Anders Bertelsen, der med tre points forspring til Claus Høj Jensen, på tredjepladsen, havde førstepladsen indenfor rækkevidde. En anden Aarhus-sejler, Thomas Sennels, rakte også ud efter guldet, da sidste sejlads blev skudt i gang.

På det sidste op kryds kom et vindspring på 55 grader, imidlertid i vejen for de to Aarhus-sejleres guld drømme, og Claus Høj Jensen kunne sejle førstepladsen hjem, sammen med de to gaster, Frederik Dahl Hansen og Rasmus J. Andresen.

– Det var langt hen ad vejen, stolpe ud, for os under sejladserne, sagde Claus Høj Jensen, da sejren var kommet i hus. Vi var heldige med vindspringet i sidste sejlads, hvor vi var pressede. Men, vi opsøgte også heldet, da vi forsøgte at ramme et vindspring vi vidste ville komme.

Sølv medaljerne blev hængt om halsen på Anders Bertelsen og hans besætning, mens bronzen gik til Thomas Sennels, efter otte gennemførte sejladser.

Veltilrettelagt stævne

Mesterskaberne i Struer fik noget af en koldstart, da det kun lykkedes at gennemføre en sejlads fredag, på grund af meget svag vind. Lørdag var der mere vind til sejlerne. Her blev der gennemført fire sejladser, mens søndagens vejrforhold gav plads til tre sejladser.

Struer Sejlklub stod for afviklingen af mesterskaberne, og stævneleder Otto G. Jensen høstede, på klubbens vegne, mange roser for arrangementet.

– Sejlerne var meget tilfredse med vores set up, og vi mærkede undervejs en stor interesse for sejladserne fra publikum, siger Otto G. Jensen

Der var mulighed for at følge stævnet fra land, hvor der var livestreaming via TV. Mange benyttede sig også af lejligheden til at følge sejladserne helt tæt på, bl.a. ved at tage med den gamle bilfærge fra Venø, ud til banerne.

Mesterskaberne i Struer blev gennemført med et stort antal frivillige hjælpere i kulissen, og de kan se tilbage på tre dage, hvor alt klappede til perfektion.

– Vi har opbygget en stor erfaringsbase i forhold til at afvikle større nationale- og internationale stævner, siger Struer Sejlklubs formand, Bo Bjerre Dam. Vi går helt sikkert efter at få flere af den type stævner til Struer, men kigger også i retning af bådtyper, der kan vise sig frem tættere på havnen og Struer by.

Fakta:

  • Danske- og Nordiske mesterskaber for H-både blev afviklet fra den 19.-21. august 2022.
  • Stævnet blev arrangeret af Struer Sejlklub.
  • Ud over Danmark deltog både fra bl.a. Tyskland og Skotland.
  • H-båden tilhører en af de mest udbredte kapsejladsklasser i verden.
  • Kølbåden i glasfiber blev designet af Hans Groop fra Finland i 1967.

Kontakt for yderligere informationer:

Otto Jensen, VM-stævneleder, Struer Sejlklub: T: +4591540257 Mail: ogj@ogj.dk

Thomas Sennels og besætningen ombord på båden Flammekasterekspressen fra Aarhus Sejlklub,
sikrede sig bronzemedaljerne, da der blev sejlet om, de danske og nordiske mesterskaber for H-både i Struer.
(Foto: Anders True)