Struer Sejlklub er vært for ikke mindre end to mesterskaber for stort internationalt felt af H-bådssejlere
Struer er ved at etablere sig som lidt af et hotspot for større internationale sejsportsbegivenheder. Til sommer afvikles hele to mesterskaber, med den lokale sejlklub som arrangør.
Her mødes et stærkt felt af topsejlere for at dyste om henholdsvis de Danske- og Nordiske mesterskaber for H-både.
Det er den danske H-båds klub, der har henvendt sig med ønsket om, at gennemføre de to mesterskaber i Struer.
– Vi har, i flere omgange, oplevet en meget stærk, og velfungerende stævne-organisation i Struer, fortæller Henrik Toft, formand for Danske H-bådssejlere. Senest ved VM i 2021, hvor alt klappede, og hvor vi som sejlere følte os særdeles godt behandlet.
Op mod 40 både deltager
Det forventes, at mellem 30 og 40 både vil være på vandet ved DM og NM, som gennemføres i weekenden fra den 19.-21. august 2022.
– Ud over danske sejlere kommer de bedste mandskaber i H-båds klassen fra Sverige, Norge og Finland. Da der er tale om åbne mesterskaber, har H-båds sejlere fra andre nationer også mulighed for at deltage, siger Henrik Toft.
For Struer Sejlklub, er der tale om et stort arrangement. Derfor er klubbens stævneudvalg nu, igen, trukket i arbejdstøjet.
– Vi er glade for, at kunne ride videre på succesen med kapsejladser i stor skala. For klubben betyder det et kæmpearbejde. Men, det giver også et stærkt socialt sammenhold, når de mange klubmedlemmer træder til, og dækker de forskellige arbejdsområder ind, fortæller stævneleder Otto G. Jensen.
Fine kapsejladsforhold
Såvel de udenlandske som de danske sejlere roser ikke kun organisationen ved mesterskaberne i Struer. De er også glade for forholdene på kapsejladsbanerne ved Limfjorden.
– Under VM sidste år blev sejlerne udfordret under forskellige vejr- og vindforhold. Det er et ekstra element i sejladserne, som gør, at besætningerne skal yde deres allerbedste for at hænge på i kampen om titlerne, siger stævneleder Otto G. Jensen.
Efter den store interesse for verdensmesterskaberne sidste år, arbejder Struer Sejlklub på nye initiativer, der kan bringe publikum endnu tættere på kapsejladserne.
– Vi vil gerne udbrede kendskabet til sejlsporten, og gøre den tilgængelig for et endnu større publikum. Derfor bliver der mulighed for at følge sejladserne på storskærm ved havneområdet. Desuden satser vi på at sejle endnu flere ud til sejladsområdet, blandt andet med det gamle Venø-færge, slutter Otto G. Jensen.
Stævneleder Otto G. Jensen fra Struer Sejlklub, glæder sig over,
at Struer er blevet lidt af et hotspot for større internationale kapsejladser. (Pressefoto)
Fakta:
- Danske- og Nordiske mesterskaber for H-både afvikles fra den 19.-20. august 2022.
- Stævnet arrangeres af Struer Sejlklub.
- Ud over Danmark deltager både fra bl.a. Sverige, Norge og Finland.
- Der ventes omkring 120 top-sejlere til Struer fordelt på op mod 40 både.
- H-båden tilhører en af de mest udbredte kapsejladsklasser i verden.
- Kølbåden i glasfiber blev designet af Hans Groop fra Finland i 1967.
Den ni-dobbelte verdensmester, Claus Høj Jensen fra Herslev Strand Sejlklub,
vil også være på vandet i Struer til august, for at dyste om DM og NM titlerne. (Pressefoto)
Kontakt for yderligere informationer:
Otto Jensen, VM-stævneleder, Struer Sejlklub: T: +4591540257 Mail: ogj@ogj.dk
Henrik Toft, Formand, Danske H-Bådssejlere: M: +4522407863 Mail: Henrik.Toft@acco.com